Dømt for spionage? En personlig beretning fra en koldkrigstid

Fortalt af Sylvester Antoni Bock til Henrik Jespersen

Dansk koldkrigslitteratur har hidtil været domineret af teoretiske analyser af en krig mellem to supermagter der aldrig blev varm. For første gang foreligger der i nærværende bog en særdeles nærværende førstehånds vidneberetning på dansk om et menneskes – en dansk statsborgers – helt konkrete møde med et totalitært system, således som det udfoldede sig i efterkrigstidens Polen.

Sylvester Antoni Bock – født Pucek – var fem år, da han i 1943 magtesløs overværede sin mor blive slæbt ved håret ud af hjemmet af en SA-officer. Hun blev sendt i en Kzlejr for utilpassede tyskere. 36 år senere skulle Sylvester – nu en velintegreret dansk statsborger bosiddende i Billund – sande, at kampen mod det menneskefjendtlige system endnu ikke var slut. En kold januarmorgen satte han sig ind i sin Vauxhal 2000 for at køre til den polske by Wroclaw og arrangere og tilrettelægge et træf for sin kones musikskoles elever. Ved den østtysk-polske grænse, Frankfurt an der Oder/ Swiecko, blev han anholdt og sigtet for aktiv spionage mod den polske stat med en strafferamme fra fem år til livstid. Det blev starten på en fjorten måneder lang proces af kafkaske dimensioner, hvor begrebet ”aktiv spionage” aldrig blev defineret. Han blev underkastet talrige forhør, sendt på psykologisk anstalt og indsat i et af Polens værste fængsler – alt sammen med det formål på systematisk vis at nedbryde et menneskes forsvarsværker og konstruere en tilståelse. I løbet af de fjorten måneder tabte Bock 25 kilo. De polske myndigheder havde imidlertid ikke kalkuleret med at stå overfor en mand, som ikke længere var magtesløs. Tværtimod gav mødet anledning til, at Sylvester nu kunne konfrontere de spøgelser og den fortid, han i sin barndom og ungdom havde bekæmpet, og som han i 1964 flygtede fra, da han hoppede af i København ved et stævne med sit brydehold. Historien handler således om et menneskes ulige og personlige kamp mod et undertrykkende system. Hvordan fastholdes menneskelighed og værdighed i en sådan situation?

Sylvester udviklede med sin helt særlige baggrund et interessant svar på dette spørgsmål. Et svar, som også kan tjene til eftertanke hos den almindelige borger i den danske velfærdsstat, for hvem frihed og demokrati ofte er selvfølgelige, og ikke tilkæmpede, værdier.

Udgivelsesår: 2010

Pris: 150,00

Bestil bogen

 

Forlaget Friis  • Holsmosevej 4 • 5800 Nyborg • tlf.: 23 86 09 04 • E-mail: post@forlagetfriis.dk • © 2007

www.forlagetfriis.dk